”Første gang på skydebanen i uniform”

Min første optræden i en uniform var en efterårsdag i 2020 hvor jeg skulle mødes med de andre på skydebanen i Holstebro.

Da jeg køre ind på parkeringspladsen ser jeg nogle af de andre stå og snakke og jeg bliver pludselig helt nervøs. Nervøs fordi det er aller første gang i mit liv jeg har en uniform og kampstøvler på og blot lige til info så er det ikke særlig nemt at køre i helt nye kampstøvler når jeg er vant til stilethæle og jeg har i skrivende stund ikke fundet ud af hvorfor lommerne på siden af bukserne skal være så store at jeg føler jeg kan gemme min bærbar computer i dem.

Og da jeg træder ud af min bil, oplever jeg, at jeg pludselig ser verden sådan lidt oven fra. Jeg ser mig selv forlade min bil og gå over til de andre. Jeg forsøger virkelig at virke cool, flytte den ene fod foran den anden i en normal gang, men kampstøvlerne gør at jeg føler jeg går i skistøvler. Og dem der har prøvet at stå på ski, ved at skistøvler helt automatisk gør det umuligt at gå normalt.

Jeg ved faktisk ikke om de andre lagde mærke til min mærkelig gang, men jeg forsøgte at aflede deres opmærksomhed fra min gang over til at ” sikke da et dejligt vejr vi har haft i dag” - velvidende at vi var midt i oktober.

Alle siger velkommen og der jokes lidt med, at så blev jeg alligevel godkendt og ”hey, vi fik ikke skræmt hende nok væk…. for hun kom igen” Alt sammen sagt med et smil.

De andre begynder at gøre klar til at bære udstyr m. m. ud på skydebanen og jeg forsøger at lytte grundigt efter hvad der bliver sagt, men jeg er helt opslugt af, at de andre står der med skydevåben i deres hænder som om det var deres mobiler. De virker så afslappet, så rolige og alle ved lige præcis hvad de skal gøre og hvad de ikke skal gøre.

Jeg tænker at jeg naturligvis må vise mig fra den gode side og da der bliver sagt at der skal bære ting ned på skydebanen hopper jeg straks frem og tilbyder hjælp. Jeg hapser to grønne kasser - jeg tænker en kasse i hver hånd giver en god ligevægt - og så bevæger jeg mig ned mod skydebanen. Der går ikke mange sekunder for jeg finder ud af, at der må være sten i kasserne for de er jo helt vildt tunge, men nu er jeg frivillig soldat og så må jeg arbejde som de andre og hårdt arbejde må gerne kunne mærkes.

Jeg vender mig om og ser to andre der har været så smarte og kun tage en grøn kasse og de siger faktisk til mig, at det er ok bare at tage en kasse, men nej jeg vælger at beholde mine to grønne kasser. Må jo vise mig fra den gode side.

Jeg når ned på skydebanen, stiller kasserne og ånder lettet op. De andre kommer, der snakkes og grines om alt muligt. Flere går frem og tilbage mellem skydebanen og det hus der høre til skydebanen oppe ved parkeringspladsen. Alt imens jeg står og glæder mig til aftens forløb, så går det op for mig at jeg pludselig står alene på skydebanen da de andre er gået retur og står oppe ved huset.

Jeg står lidt og tripper fordi jeg ikke lige ved hvad jeg skal gøre ved mig selv. Her står jeg så - Fru Olsen i fuld kampuniform og kampstøvler - på en skydebane og føler mig sådan lidt pinlig. Pinlig fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre eller ikke gøre, men heldigvis redder eskadrillechefen min lille pinlighed ved at råbe følgende sætning til mig oppe fra huset:

”Kamilla, kom lige tilbage og hent LSD”

Jeg går fuldstændig i chok og står bare stille! Hvad var det lige han sagde? LSD? Jeg når at tænke mange tanker. Jeg husker alle de frygtelige historier om mødre det tog LSD og fødte misdanne børn i 70´erne og jeg husker de europæiske festivaler hvor ”PEACE, LOVE and HAPPINESS” blev fulgt op af LSD og alle havde hallucinationer om dyr og ufoer. Andre døde efter indtagelsen af det!

Jeg kommer ud af min choktilstand og begynder at løbe i retning af huset hvor jeg kan se de andre står. Efter 2 meters løb finder jeg ud af, at jeg IKKE kan løbe i nye kampstøvler, men jeg bliver ved fordi et eller andet i mig siger, at jeg skal væk herfra i en fart, hvis det er meningen at jeg skal indtage LSD!

Så jeg fortæller mine fødder og ankler, at de bare lige skal overleve løbeturen og af en eller anden meget meget meget mystisk grund så kommer jeg til at tænke på Forrest Gumps sætning ” Life is like af box of chokolade – you never know you´re gonna get”

Da jeg ankommet til huset forsøger jeg at virke cool. Mine øjne flakker rundt for at finde eskadrillechefen for at fortælle ham, at jeg stopper med det samme fordi jeg nægter at indtage LSD. Jeg kan ikke finde ham og spørger efter ham. Jeg får besked på at han er omme bagved huset og straks går det op for mig, at de selvfølgelig står omme bag ved huset og indtager LSD.

Jeg siger sådan lidt højt ”….øh, er det rigtig hørt, at jeg skal hente LSD?” Næstkommanderende smiler til mig og siger nej. Du skal bare lige gå ind i huset og hente 4 små lamper som du skal tænde og hænge op omme bag ved huset og henne ved stien. På den måde kan andre set at skydebanen bruges i aften. Hun smiler til mig og siger, at de små lamper kaldes LSE - markeringslamper og ikke LSD.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så DUM! Jeg finder lamperne, tænder dem og hænger dem op de steder hvor de skal hænge. Og så futter jeg tilbage til huset, hvor de andre så småt er begyndt at bevæge sig i retning af skydebanen. Dum, dummere og dummest = Kamilla Olsen og jeg lover mig selv at jeg fremover altid vil spørge FØR jeg drager en konklusion eller formoder noget som helst. Egentlig en rimelig god holdning sådan generelt at have.

Da vi alle er samlet på skydebanen, begynder skydelærer på bedste vis at fortælle hvordan aftenens skydning skal foregå. Jeg står lidt i baggrunden og suger til mig af viden og jeg synes det er super spændende.

Der skydes, der sigtes, der siges kommandoer, der skiftes pladser og der skiftes skydestilling – super interessant. Og pludselig - ud af det blå - høre jeg eskadrillechefen sige ” Kamilla, kom med her” og jeg følger efter ham. Han rækker mig et skydevåben og beder mig om at lægge mig ned. Skydelærer beder mig om at tage mine sikkerhedsbriller på og bruge de ørepropper som jeg tidligere har fået udleveret. Så viser eskadrillechefen mig hvordan jeg skal skyde, hvordan jeg sigter og hvordan jeg lader. Så siger han ” Kamilla, du har 10 skud og du skyder bare når du er klar”

Det hele går så hurtigt og pludselig befinder jeg mig liggende på maven på en skydebane med 10 skud i et skydevåben. Alle sikkerhedsforanstaltninger er opfyldt og jeg har fået besked på, at jeg skal bare skyde når jeg er klar. Jeg vælger ikke at blive nervøs, så jeg koncentrerer mig og gør præcis som eskadrillechefen siger jeg skal. Efter 10 skud kan jeg se på skærmen som høre til den bane jeg har skudt på at jeg har lavet 7 X og 3 9 taller! Et X betyder at jeg har ramt plet og et 9 tal er det næstbedste skud.

Jeg rejser mig og er SÅ dybt taknemmelig for begynderheld!

Men senere på aftenen får jeg 10 skud igen og denne gang laver jeg 10 fuldtræffere og jeg tænker, at jeg måske lige har opdaget en evne som jeg ikke anede jeg havde. Uanset om det er begynderheld eller en evne jeg har, så vil jeg udforske det endnu mere når jeg skal gennemføre mere af grunduddannelsen.

Måske jeg lige skal nævne at jeg efterfølgende har deltaget i Salonskydning - indendørs - og jeg må have opbrugt alt mit begynderheld på skydebanen for den aften ramte jeg stort set intet. Men jeg er alligevel super nysgerrig på om jeg med meget mere undervisning har en skydeevne som jeg måske kan bruge til noget inden for Flyverhjemmeværnet.

Da jeg den aften kører hjem fra skydebanen, er jeg fuldstændig høj af alle de oplevelser jeg har haft og jeg har nydt hvert et sekund. Og da jeg en tid senere har besøg af nogle veninder og jeg fortæller om denne aften, så grinte vi så meget af mig at tårerne trillede ned at vores kinder og de synes i hvert fald, at jeg i flere omgange den aften havde være rimelig pinlig.

Og ja det har de så ganske ret i, men når jeg vælger at bevæge mig ud i et ukendt farvand hvor jeg slet ikke kan bunde fordi jeg så gerne vil lære en masse nyt, så kan jeg ikke undgå at være pinlig.

Men det aller bedste ved at være pinlig er at pinlige situationer kan jeg altid huske.