"Kan man kombinere stiletter med kampstøvler?"

Den 2. oktober 2020 landede dette brev i min e-Boks:

"Kære Kamilla Olsen

Vi har hermed den fornøjelse at meddele dig, at du er blevet godkendt til optagelse som frivillig i Flyverhjemmeværnet. Du bedes venligst underskrive vedlagte kontrakt og gennemlæse Bekendtgørelsen.

Med venlig hilsen

Forsvarsministeriet Personalestyrelse"

Mit cpr.nr. havde de sidste 2 måneder været på en rundtur i cyberspace og besøgt kriminalregisteret, det offentlige sundhedssystem og Forsvarets personeltjeneste.

Sideløbende var mit personlige netværk blev undersøgt for om jeg havde kontakter som kunne have karakter af terrorrelationer og det blev undersøgt om jeg havde forsøgt at smule våben ind i Danmark.

Der blev spurgt til om jeg havde et normalt syn, en normal hørelse og det var et krav at mit BMI blev beregnet til at ligge inde for ”normalen” Alt sammen med det eneste formål, at finde ud af om jeg kunne blive godkendt som frivillig hos Flyverhjemmeværnet, Eskadrille 272 beliggende i Ørnhøj.

Da jeg i maj 2020 ansøgte om at blive frivillig hos Flyverhjemmeværnet havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en godkendelsesproces ville være så omfattende, og jeg må da blankt indrømme at stoltheden inde i mig nåede uanede højder da jeg læste brevet. Jeg var blevet godkendt og havde netop underskrevet en kontrakt.

Mit første møde med Flyverhjemmeværnet var en varm sommeraften 2020 på skydebanen i Holstebro, og jeg mødte op klædt akkurat som jeg plejer. Høje stilethæle, krøller i mit lange hår, en let make-up, jeans og en sort T-shirt. Solbrillerne sad velplaceret i håret og som altid havde jeg lige nået at svinge med parfumen inden jeg hastede ud ad døren.

Da jeg ankom til parkeringspladsen og trådte ud af min bil, fandt jeg ud af at stilethæle med garanti ikke er en del af uniformen, da jeg sank ned i gruset med det samme. Hertil bør jeg måske også lige tilføje, at jeg slet ikke kunne finde skydebanen og måtte ringe til den rekrutteringsofficer som jeg havde talt i telefon med og han var så venlig at vente på mig, så jeg kunne følge efter hans bil.

Der stod jeg så på skydebanen og kiggede på en gruppe frivillige soldater. Sjældent havde jeg mødt en gruppe mennesker der var så meget nede på jorden, så imødekommen, så engageret og samtidig var de som mennesker vidt forskellige på alle måder. Jeg oplevede en blanding af en afslappethed, en ærlighed og en humor samtidig med at der var en åbenlys stor respekt for den uniform de bar og for ranglisten af titler. Men de havde alle det samme formål, det samme ønske nemlig at bidrage til Flyverhjemmeværnet som frivillig soldat.

Imens jeg stod der på skydebanen og iagttog omgivelserne, fik jeg den følelse at de var fuldstændig ligeglade med mit cv. Mine lederuddannelser, mine ansættelser i bankverdenen, mine erhvervserfaringer og min daværende stilling som teamleder, havde oprigtig ikke deres interesse. De var kun optaget af, at fortælle om Flyverhjemmeværnet, videregav sjove anekdoter, fortalte historier om hinanden fyldt med humor og respekt og de fortalte på smukkeste vis, hvad det vil sige at være frivillig soldat. Jeg stod sammen med en gruppe mennesker, hvor nogle af dem havde været frivillig via generationer, andre hele deres voksen liv og andre igen var kommet til de sidste par år. Der var alle former for menneske typer, høje og lave, tykke og tynde, lyse og mørke men når jeg så dem i øjnene, så så jeg det samme. Et engagement, en glæde og vilje til at gøre en forskel i Flyverhjemmeværnet.

Om jeg var kommet i gummistøvler eller stiletter var ikke vigtigt for dem. Det, der var vigtigt for dem, var at finde ud af om jeg ville det her, om jeg ville være frivillig og om jeg ville være en del af deres fællesskab.

I løbet af aftenen gik jeg fra at vide absolut ingenting om Flyverhjemmeværnet til at være fuldstændig sikker på, at det jeg havde oplevet den aften, det ville jeg også være en del af.

Aftenen sluttede med at jeg besvarede en masse spørgsmål og min ansøgning blev sendt videre til Forsvarets Personeltjeneste, som efter en registrering ville sende den videre til et distriktsudvalg bestående at politisk udvalgte personer. Dette udvalg skulle vurderer om jeg kunne godkendes som frivillig soldat.

Eller det vil sige sådan sluttede min første aften på skydebanen ikke helt. På trods af nutiden elektroniske hjælpemidler med at kunne finde vej, så lykkes det mig på flotteste og mest pinlige vis at gøre mig bemærket – i hvert fald i sådant et omfang at jeg ikke ville blive glemt lige med det samme. På vej ud af skydebanens parkeringsplads drejede jeg den forkerte vej og endte på en grusvej. Jeg nåede lige at tænke ”her har jeg ikke været før” og så sad min bil fast. Akkurat som en skildpadde som ligger på ryggen. Jeg var kommet ind på en grusvej, hvor kun kampvogne køre og derfor hang jeg nu siddende i min bil oppe på en sandhøj, hvor alle 4 hjul spinnede så flot i luften uden at røre jorden.

Hurra for mobiltelefonen og igen måtte jeg ringe til rekrutteringsofficeren som reddede mig ved at komme forbi med sin bil og et reb og stille og roligt fik han mig ned fra de øvre luftlag. Sagde pænt farvel og tak til ham og tænkte at det var jo en smuk måde at afslutte min ”ikke-en-gang-startet-frivillige-karriere” på og jeg trøstede mig selv med at hvis jeg ikke blev godkendt så ville jeg blive husket for ”hende-der-sad-fast” på grusvejen og så havde jeg da bidraget til en god historie de kunne fortælle videre.

Til min stor glæde så blev jeg godkendt den 2. oktober 2020.

Før maj 20 anede jeg intet om hvad et hjemmeværn var og min eneste oplevelse med et hjemmeværn havde været når jeg skulle parkere min bil til en messe, et marked eller en sportsbegivenhed. Så stod hjemmeværnet altid klar med at dirigere trafikken på bedste vis. Jeg var altid taknemmelig når jeg fik en parkeringsplads og takkede altid pænt for hjælpen. Det var min eneste erfaring med et hjemmeværn.

Af en eller anden grund så fortalte jeg kun til en veninde at jeg havde ansøgt og grunden dertil var, at jeg inderst inde var bange for at jeg ikke kunne blive godkendt! Jeg anede jo ikke hvad distriktsudvalget så efter og selvom jeg var helt sikker på, at jeg kunne opfylde alle deres krav, så mærkede jeg alligevel en lille tvivl og en lille frygt for at jeg for 20 år siden skulle have lavet noget jeg ikke måtte som jeg havde glemt. Dertil kommer også at jeg var lidt nervøs for hvad mit netværk egentlig ville sige. De havde jo samme erfaring med et hjemmeværn som jeg selv.

Men jeg fik den største opbakning jeg kunne have ønske mig da jeg fortalte jeg var godkendt og det er jeg så taknemmelig for. Jeg fik kun ganske få kommentar om at nu skulle jeg ud i trafikken og dirigere biler til næste gedemarkedet, men det kommer jeg ikke til fordi det er Hærhjemmeværnet der gør det. Jeg kan dog komme til at være i trafikken på en flyveplads i forbindelse med en øvelse.

Formålet med Flyverhjemmeværnet:

Flyverhjemmeværnet støtter primært Flyvevåbnet, og hjælper ved at bevogte og sikre de danske flyvestationer og lufthavne. Vi hjælper desuden Politiet og det øvrige samfund, naturkatastrofer og i andre krisesituationer, samt stiller med mandskab, fly og materiel til uddannelse og øvelser for Flyvevåbnet.

Der findes 3 hjemmeværn. Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmevær-net. Grunduddannelsen, Funktionsuddannelsen og Lederuddannelse er ens for alle 3 retninger, men bærer naturligvis præg af hvilket hjemmeværn man er en del af. Jeg valgte helt bevidst Flyverhjemmeværnet, fordi jeg gerne vil være med til at bevogte og sikre de danske flyvestationer og lufthavne.

Den største opbakning kom fra min 13 årige søn, som er så stolt af hvad jeg gør at han fortæller sine kammerater om det og på hans bord ligger en lille mærke som hører til min uniform, men da jeg har fået 2 af dem så passer han godt på mærket til den dag jeg skal bruge det.

Jeg har måtte tømme en del af mit klædeskab og for første gang nogensinde har stiletter, kjoler og jakkesæt måtte holde flyttedag, så der var plads til uniformer og udstyr. Jeg kan danse en hel nat i høje stilethæle og nu skulle jeg lære at gå i kampstøvler. Det er slut med krøller i håret fordi håret skal samles i en hestehale, makeup er helt overflødig, og termotøj, varmt undertøj, og uldsokker har fundet vej ind i mit klædeskab.

Jeg er stadig helt ny i dette fællesskab og det er så fedt når en af de andre kommer og hvisker til mig med et stor smil ” Du skal huske at pudse dine støvler” eller når eskadrillechefen råber ”Kamilla, hvordan er det din jakke sidder? Bind dine snore!” eller når jeg finder ud af at det bælte jeg har på, skal sidde helt modsat af hvad jeg troede. Jeg prøver mig frem uden at være usikker og det gør jeg fordi jeg ved at der altid er svar og hjælp at hente hos de andre. Jeg har meget at lære og jeg er først lige begyndt.

Og nej har jeg endnu ikke prøvet at bevogte et Herkules fly stående på landingsbanen i 24 timer, jeg har endnu ikke prøvet at være en del af Flyvevåbnets årlige øvelse, jeg har endnu ikke gennemgået hele grunduddannelsen som består af bl.a. våben, førstehjælp, taktik samt vagttjeneste og nej jeg har endnu ikke prøvet at være på øvelse i flere dage i regnvejr, stormvejr eller i 35 graders varme, men det ved jeg at jeg kan, fordi jeg er en del af et fællesskab som jeg stoler på og som forventer at jeg forsøger med alt hvad jeg har i mig.

Jeg ved, at der hele tiden vil blive stillet krav til mig, at der er en forventning om at jeg bidrager konstruktivt og positivt, at jeg skal tilegne mig viden, at jeg skal følge de skrevne regler og at jeg skal kunne klare alle udfordringer. Men hvis jeg gør det, så har jeg den største mulighed for at udvikle og uddanne mig i en verden bestående af fællesskab, tillid, respekt og bedst af alt en humor som passer perfekt til mig fordi den får mig til at grine spontant.

På trods af min klodsede måde at forlade skydebanen på den sommeraften, så ser min eskadrillechef og rekrutteringsofficeren alligevel et eller andet brugbart i mine kompetencer da jeg netop er blevet spurgt om jeg vil bidrage til planen for rekruttering af nye frivillig i 2021. Og det vil jeg rigtig gerne.

Så svaret er et klart og rungende JA! Jeg kan sagtens kombinere stiletter og kampstøvler og jeg synes det er verdens bedste kombination, fordi de kompetencer jeg allerede har fra mit civile arbejdsliv kan jeg bruge som frivillig soldat hos Flyverhjemmeværnet og de uddannelser jeg tager hos Flyverhjemmeværnet kan jeg bruge i mit civile arbejde.

Den eneste der vinder i den kombination, er mig – og jeg elsker at vinde.