”Min største fan”

Jeg har tidligere skrevet om hvordan Jacob - min 13 årige søn - er min største fan, og at der på hans skrivebord ligger et lille mærke som hører til min uniform, men fordi jeg har fået 2 mærker, så passer Jacob godt på det ene mærke indtil jeg skal bruge det en dag.

Og jeg bliver da helt vildt stolt, når Jacob har besøg af sine kammerater og han fortæller dem, at jeg er frivillig hos Flyverhjemmeværnet – eller rettet så siger Jacob ordret ”Min mor er blevet soldat”

Da jeg fik udleveret mine uniformer og mit udstyr i efteråret manglede der nogle forskellige ting. Disse ting har jeg løbende hentet på depotet på Dragonkasernen og lige inden jul hentede jeg min hjelm.

Da jeg kom hjem, lagde jeg den på køkkenbordet, men der fik den ikke lov til at ligge i ret lang tid. Jeg nåede kun lige at tage min jakke af inden Jacob havde taget hjelmen på og var på vej ind til mit klædeskab for at finde ud af om hjelmen passer til mine uniformer.

Hvad billedet ikke viser er, at Jacob få sekunder efter vender sig om, smiler til mig og spørger ”Mor, kan jeg bruge den som cykelhjelm?” hvortil jeg straks svarer nej. Jacob kigger på mig og siger ”Nå, den er måske ikke så god og sikker som min cykelhjelm?” Jeg undlader at svare på det spørgsmål, fordi mit mor-gen overtog samtalen og det gen vurderede på et splitsekund, at det ikke var det rette tidspunkt, at fortælle ham at den hjelm der sad på hans hovedet, var noget at det mest sikre der nogen sinde havde siddet på hans hoved.

Pludselig blev jeg helt vildt nervøs. Nervøs på Jacobs vegne, fordi jeg lige i det øjeblik synes at han var alt for lille til at vide hvad hjelmen skulle beskytte mig imod og hvad jeg i fremtiden vil komme til at lære.

Jacob har spurgt til den skydetræning jeg skal gennemgå og for at gøre det meget simpelt for ham, så sammenlignede jeg det med når vi har stået i Legoland og skudt efter guldmedaljer. Jeg kunne dog godt se på ham, at den forklaring troede han ikke på. Og hvordan kunne jeg også have forventet det, når den sidste film han har set er ”American sniper” (en film om en amerikansk snigskytte i krig) og da vi har samme adresse, så er Jacob lige så vant til soldater i bybilledet som jeg er, og han kender lyden fra skydebanen i Holstebro.

Men lige på det tidspunkt var jeg slet ikke klar til at tage snakken med ham om skydevåben og jeg følte en stor berøringsangst. Det eneste der kom frem på min nethinde var, de tragiske og sørgelige hændelser med hjemmeværns skyderier i Danmark og fordi Jacob går i 7. klasse, så kom skoleskyderierne fra USA også frem. Min berøringsangst bunder uden tvivl i min egen uvished og usikkerhed om hvad skydetræning er, og hvad det er jeg skal lære. Jeg er helt sikker på, at når jeg har bestået de obligatoriske grunduddannelser, så vil jeg være bedre rustet til at tage snakken med Jacob om skydevåben.

Jeg har dog med stor glæde og begejstring fortalt ham sandheden om, at jeg skal lære førstehjælp og det glæder jeg mig rigtig meget til fordi jeg - rimelig pinligt faktisk - aldrig har fået taget et førstehjælpskursus. I et pædagogisk lille håb om at jeg kunne inspirere Jacob til at lære at redde andre mennesker, har jeg spurgt ham om, om han ved hvad han skal gøre, hvis han en dag ser en mand falde om eller liggende hjælpeløs på vejen.

Jeg regnede med at han ville svarer, at det ved han ikke, men Jacob kigger på mig og siger ” Ja mor det ved jeg godt. Jeg skal skynde mig at vende ham om på siden, så han bedre kan trække vejret. Så skal jeg lytte til hans vejrtrækning og hvis han ikke trækker vejret, så skal jeg ligge ham på ryggen og begynde at give ham hjertemassage. Jeg skal lægge begge mine hænder på hans brystkasse og trykke imens jeg tæller og når jeg er færdig med at tælle, så skal jeg puste ham i næsen. Og så skal jeg huske at ringe 112 og fortælle dem hvor jeg er”

Fuldstændig overrasket - og faktisk lidt chokeret - over at hans viden om førstehjælp er væsentligt bedre end min viden, spørger jeg om de har haft om førstehjælp i skolen, hvortil Jacob svare ” Nej mor, det har vi ikke. Jeg har lært det på YouTube” Og så tog han en sodavand i køleskabet, bevægede sig i retning af sit værelse imens han kigger på mig og siger ”Og mor, hvis du ikke selv kan ringe 112 så skal du råbe højt om der er andre i nærheden der kan” Og så forsvandt han ind på sit værelse, og jeg kunne høre at computerspillet ”CS GO” blev aktiveret til Jacobs store glæde.

Godt så! Og hvad gør jeg så lige? Jeg er slet ikke tilhænger af YouTube fordi jeg er den bekymrende mor, der tror at alt farligt skrammel på YouTube vil komme i Jacobs retning som vil få ham til at gøre alt muligt ulovligt. Men her stod jeg pludselig i en rimelig træls situation, fordi YouTube havde lært min 13 årige søn om hvordan han kan være med til at redde et andet menneske og jeg er slet ikke i tvivl om at Jacob vil ringe 112, hvis det en dag bliver nødvendig.

Den aften besluttede jeg at YouTube godt måtte blive en del af min vennekreds, men kun så længe at Jacob ville få glæde af det. Beslutningen var dog rimelig irrelevant, fordi Jacob er født ind i en YouTube#Snapchat#Twitter#Facebook- generation og han ved mere om den teknologiske verden end jeg ved om at vaske tøj. Jeg behøver ikke længere sidde flere timer i kø hos Hotline, hvis jeg har problemer med min computer. Jeg kalder bare på Jacob og så har jeg min egen personlige hotline der i løbet af 1 minut har fundet ud af, hvad der er galt med min computer. Jacob er også den generation som ikke ved hvad en fax er og da han en dag spørger mig om hvad en fax er, begynder jeg med ord som router, larmer meget, via et telefonstik, kommer ud på papir lige som i en kopimaskine hvortil Jacob kigger underligt på mig og siger ”Hvorfor sender du ikke bare en mail?”

Jeg har fortalt Jacob at når jeg er frivillig ved Flyverhjemmeværnet så er der nogle helt klare regler for sikkerheden på nettet, som jeg er forpligtet til at følge. Der er ting jeg ikke bare kan skrive om på Facebook og der er billeder jeg ikke bare kan uploade og det forstår han godt.

Jacob er super interesseret i min blog og da jeg spørger om jeg må uploadet ovenstående billede af ham, bliver han vildt stolt. Dog gik hans begejstring lidt over gevind da han efterfølgende smiler og siger at jeg skal ”betale” for at bruge det billede og eneste pris er at han må komme med på skydebanen. Jeg smiler tilbage og siger at den dag han fylder 18 år, så kan han starte med at aftjene sin værnepligt og så skal han nok komme på skydebanen.

Uanset hvad så er Jacob min største fan og det er jeg stolt af.