”Uniformer, sikkerhedsstøvler og basis”

En oktober dag i 2020 åbnede der sig igen en helt ny verden for mig. Jeg skulle mødes med eskadrillens Forsyner foran Dragonkasernen i Holstebro med det formål, at jeg skulle have udleveret ”basis og resten af mit udstyr”

Jeg bor i Holstebro og ikke ret lang væk fra Dragonkasernen. Jeg har nok kørt forbi den kaserne mere end jeg kan tælle og i min verden har den jo altid ligget lige der. Jeg har løbetrænet i skovområdet lige ved siden af kasernen, og har med jævne mellemrum på de løbeture mødt soldater i træning. Jeg har lyttet til skud der affyres ved skydebanen og jeg er gentagne gange blev overrasket over hvor stor en kampvogn i virkeligheden er - eller hvor lille jeg er i forhold til den - men alligevel var det med en forhøjet puls jeg gik hen imod vagten som sad ved indgangen til kasernen. Jeg har aldrig før været på besøg i et militært område og jeg havde lyst til at åben alle dørene i min bil så vagten kunne se at jeg ikke havde noget i bilen der var ulovligt. Dragonkasernen ændrede sig pludselig i min opfattelse til at være ”kasernen-der-altid-har-ligget-lige-der” til et sted som jeg nu ville være en del af.

Forsyner tog det hele ganske stille og roligt og jeg tænkte at når han virker så rolig, så er der jo ingen grund til at jeg gik i panik – og slet ikke på et militærområde.

Vi kørte hen til depotet og så startede den største shoppetur jeg nogensinde har oplevet. Forsyner havde aftalt at vi skulle komme kl. 10 og jeg blev mødt af to skønne forsyningsmedhjælpere som stod klar bag skranken til at tage mig i hånden og guide mig igennem den mest spændende, lærerige og sjove shoppetur som jeg ikke glemmer sådan lige forløbet - faktisk vil jeg altid huske denne shoppetur.

De kiggede lige op og ned ad mig for at vurdere min størrelse og så blev jeg med et smil budt velkommen og så startede turen rundt i depotet. Det handlede ikke om, om jeg kunne lide farven, om pasformen passede mig eller om tøjet passede til dagens vejr. Nej, det handlede om hvilken størrelse jeg skulle have og hvor mange sæt jeg skulle have af hver ting. Der blev stillet et rullebord frem og jeg nåede lige at tænkte gad vide hvad de skal bruge det til, men så blev den største rygsæk jeg har set lagt op på rullebordet og så gik det op for mig at der var en grund til at shoppeturen foregik på 4 hjul. Spænd sikkerhedsselen Fru Olsen for nu starten rutsjeturen.

Og så bevægede jeg mig op og ned langs de lange reoler fyldt med hylder og skuffer og de to skønne forsyningsmedhjælpere lagde det ene stykke tøj efter det andet op på bordet og når de lige var i tvivl om min størrelse, så skulle jeg lige afprøve det. De var sikker i deres sag og alt hvad der blev lagt på rullebordet blev bippet ind i en lille computer. Indimellem alt det tøj jeg fik, så blev der også fundet drikkedunk, pudsegrej, en mindre rygsæk, kleenex, arbejdshandsker og meget mere frem som jeg aldrig havde set før og som jeg derfor ikke anede hvad var.

Efter en times tid stoppede turen der hvor vi startede - bag ved skranken. Jeg kiggede forsigtigt på rullebordet. Jeg kunne kun lige se de 4 hjul og så et lille håndtag og ved siden af stod endnu en rygsæk. Forsyner smilede og sagde at det var godt jeg var kommet i min bil og så hjalp han mig med at bære tingene ud i min bil.

Jeg sagde pænt farvel og takkede for hjælpen og kørte hjem.

Da jeg parkerede ude på parkeringspladsen foran min lejlighed, gik det op for mig at jeg nu skulle bære alle disse ting op i min lejlighed velvidende at halvdelen af beboerne i min ejendom ville følge med. Pludselig blev jeg lidt bekvem ved situationen og det havde jeg ikke lige regnet med. Det føltes grænseoverskridende at skulle vise alle, at jeg nu var en del af et Flyverhjemmeværn så jeg sad ligge en kort stund i bilen og kiggede ud inden jeg steg ud af bilen. Men jeg ville jo det her, så jeg rettede ryggen og bar mine ting ind med stolthed.

Det var så sjovt at pakke alle tingene ud og her er hvad der var i min rygsæk:

På det tidspunkt hvor jeg tog dette billede så vidste jeg kun hvad drikkedunken, saksen og forbinding skulle bruges til. Resten hørte under kategorien ”Goddag jeg hedder Kamilla. Hvad hedder du og hvad er dit formål?” Og jeg tænkte hvis det er meningen at jeg skal finde disse ting i mørke, ude i en iskold skov klokken lort om natten, så består jeg aldrig Grunduddannelsen.

Men min lille nedtur blev på få sekunder forvandlet til den sejeste optur. Jeg begyndt at kigge på de uniformer jeg havde fået. Jo jo jo jo her fulgte moden jo rigtig godt med. En vinteruniform, en sommeruniform og et regnsæt. En uniform til alt slags vejr. Akkurat som når jeg shopper stiletter - overvej altid om stiletterne kan bruges i alt slags vejr.

Det var med stolthed og et stort smil at jeg satte mit navn fast på disse tre uniformer og jeg tog straks dette billede som jeg sendte til min far med teksten ” Hej far. De er vist lidt anderledes end det tøj du havde i Fredericia” efterfulgt af en kæmpe smiley.

Min far er 82 år og har fortalt mig om hans tid som værnepligtig i Fredericia og om hvordan de gik til Aarhus i 2 meter høje snedriver uden støvler på og kun iført en tynd trøje. Jeps far, nu er tiden en anden.

Min højde er ikke ret langt fra den officielle højde for dværge så da jeg tog vinteruniformen på for første gang så følte jeg at mine 157 cm blev reduceret til 75 cm og samtidig følte jeg at min buksestørrelse gik fra 36 til 58. Så der stod jeg så midt i min stue og følte mig som en sødeste lille – men meget brede – bamse og jeg fik et billede på min nethinde af en 3 årige pige som netop var kravlet i sin første flyverdragt.

Men da jeg alligevel fik mod på at se mig selv i spejlet, så var det første jeg fik øje på mit navn og ja jeg indrømmer gerne at det gjorde mig stolt!

Jeg vendte mig om og fik øje på de støvler jeg havde fået og tænkte om det mon ville være muligt at få kampstøvler med stiletter, men så kom tanken igen om den iskolde skov klokken lort om natten og så blev jeg enig med mig selv om at stiletter ikke høre til min uniform, og nu måtte jeg gå i skarp træning så jeg med tiden ville kunne danse hele natten i kampstøvler.

Når jeg normalt køber støvler, så bruger jeg lige tid på at finde ud af hvilken kjole de passer sammen med, hvilke par bukser der kunne være smart at tage på og hvilken nederdel der har en passende farve. Det var fuldstændig overflødig her fordi jeg stod og kiggede på et par kampstøvler og et par sikkerhedsstøvler som passer perfekt til alle 3 uniformer. Case closed.

Så langt så godt! Med alle uniformer, støvler og udstyr spredt ud over hele min lejlighed så gik jeg i gang med at finde et sted hvor jeg kunne opbevare tingene. Naiv, men i en god tro kiggede jeg efter plads ude i min gang selvom jeg vidste at chancen for at missionen ville lykkes med at finde plads der ville være lig med 0. Langsomt, men sikkert nærmede jeg mig mit klædeskab og efter et par sekunders overvejelser så tog jeg en drastisk beslutning. Jeg fjernede stiletter, kjole og jakkesæt og da skabet var tomt, hængte jeg uniformerne på bøjler og udstyret blev lagt på hylderne.

Et syn som jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet skulle ske i mit klædeskab og et syn som har overrasket mine omgivelser allermest.

I skrivende stund mangler jeg bare at finde ud af hvordan denne her virker, hvilket formål den har og hvad jeg skal bruge den til. Jeg har en rimelig god fornemmelse af, at det finder jeg ud af når jeg skal gennemgå Grunduddannelsens modul 2.

Uniformer, sikkerhedsstøvler og basis er nye ord til mit ordforråd og jeg ved at der med tiden vil komme mange flere ord.