Hjemmeværnets Grunduddannelse (HGU) 1. og 2. weekend

En lille uskyldig sætning såsom " Hvornår skriver du en beretning mere?" er grunden til at jeg er tilbage.

Jeg har masser af undskyldninger for at det er længe siden jeg sidst har skrevet herinde såsom at det har været jul, påske, pinse, sommer og vinter, men de helt hudløse ærlige forklaringer er at jobskifte, en syg datter og privatliv har fyldt meget i mit liv siden foråret 2021.

MEN.............I am back!

Min sidste beretning herinde sluttede med at jeg fortalte at jeg skulle til Skive og starte på HGU i uge 7 februar 2021, men det gennemførte jeg desværre ikke på grund af en syg datter.

Er der noget der hedder skæbnen? Aner der ikke, men det skal ikke være nogen hemmelighed at det ville have været meget mere praktisk for mig hvis HGU var weekendbaseret. Børn, arbejde og privatliv gør det mere besværlig for mig at tage afsted flere uger i træk.

Og vupti - some dreams do come true! I starten af april 22 får jeg besked på at fredag den 22. april starter HGU som WEEKENDBASERET uddannelse! YES YES YES - lynhurtigt får jeg noteret de 8 weekender i kalenderen samt koordineret med privatlivet med hensyn til pasning af børn m.m. Min kalender ryddes og private aftaler enten flyttes eller aflyses.

Jeg går så meget ALL IN at jeg er nødt til at dele min glæde med cyberspace.

Onsdag den 5.april laver jeg dette opslag på Facebook:

"De næste 6 måneder skal jeg gennemfører grunduddannelsen ved Flyverhjemmeværnet og glæder mig - reflektere lige over om det kunne være en god ide at jeg kan knappe min uniform?

Nå, men jeg har masser af tid - det er først fredag den 22. april kl. 18 den skal kunne knappes! Tænker at min bedste ven de næste 2 1/2 uge er Fitness World"

Den første weekend er i Tirstrup og der skal jeg gennemføre og bestå Førstehjælp og mærkeprøverne.

Fredag den 22. april skriver jeg følgende på Facebook:

"Mission completet: - 2,7 kg = uniform kan nu knappes (der er lige plads til en Othellolagkage inden kl 18 ) Nu skal jeg bare gennemføre og bestå de næste 3 dage"

Som tidligere beskrevet i min beretning fra Flyvestationen i Aalborg, så er det ikke logisk for mig hvordan jeg skal gebærde mig foran en lukket port hvor der står "Militært område" Jeg bliver altid så nervøs og min hjerne står helt stille. Der er intet der fungere og alt i mig råber "Kom væk!"

Så da jeg ankommer til den anviste adresse i Tirstrup fredag den 22. april og jeg ser en lukket port og et skilt med "Militært område" så vender jeg bilen med det samme. Jeg tænker at det kan ikke være her skal jeg være og at der må være en anden indgang. Så jeg køre igen og forsøger at nulstille min gps for at den kan finde den rette vej for mig.

Jeg kører efter hvad min gps siger og 15 minutter senere har jeg set det meste af Tirstrup og står nu igen foran den samme lukket port som tidligere.

Jeg stiger ud af bilen og går hen til gitteret. Der er helt stille og der er ingen mennesker i nærheden. Jeg står virkelig og tænker "hm....kan det virkelig være her?" Nå men pludselig virker min hjerne tilsyneladende igen og jeg kontakter et nummer som min NK har givet mig. Han svarer " Er du ved porten nu? Jeg sender en op for at lukke dig ind"

Så falder min puls og jeg sætter mig ind i min bil og venter.

Ganske kort efter kommer der en bil og holder lige bag ved mig. Rimelig cool - og som at jeg har gjort det her 100 gange før - går jeg roligt hen til bilen og siger "der kommer snart en og åbner" Jeg fortæller naturligvis ikke at det er anden gang jeg står foran porten - hverken der eller på noget andet tidspunkt.

Der stod førstehjælp og mærkeprøver på skemaet og hvor svært kan det lige være?

Det var svært! Noget gav så god mening og andet gav slet ikke mening, men jeg forsøgte det bedste jeg kunne for at følge med - og på at huske det hele! Og til en af mærkeprøverne gik den sorte klap ned. Jeg stod virkelig og stirrede på en mand som vred sig i smerte, som var bleg og som næsten ikke kunne snakke. Min hukommelse forsvandt ud af min hjerne på et splitsekund og der var fuldstændig tomt i min hjerne. Min krop ville ikke bevæge sig og hvad der føltes som 100 år tog heldigvis kun kort tid. Så blev min hjerne og jeg enig om at vi måtte gøre det bedste vi kunne.

Med hiv og sving bestod jeg førstehjælp og mærkeprøverne og hvor mærkeligt det end lyder så føltes det ret godt at være ude på så dybt vand at jeg slet ikke kunne bunde. Jeg kæmpede for at finde grund under fødderne igen og da jeg endelig gjorde det så have jeg lært noget. Jeg havde udviklet mig og den følelse er jeg ved at være stor fan af.

Da jeg søndag den 24. april sendte følgende besked til EC og NK "Jeg bestod både førstehjælp og mærkeprøverne!" så var det selvfølgelig med både ydmyghed og stolthed. I en eller anden kontekst så handler det også for mig om at jeg har en EC og NK som tror på mig og som bakker mig og derfor har jeg også et ansvar og en vis forpligtelse til at opføre mig ordentligt og yde mit bedste!

2. weekend foregik i Hevring fra den 13. - 15. maj 22 og der stod tjenestekendskab og beredskabsuddannelse på programmet.

Det var et glædeligt gensyn med alle de andre og nye mennesker dukkede op. Dejligt!

Vi var så heldige at få eneværelser og det betød naturligvis at jeg selv havde ansvaret for nøglen til mit værelse. Nøglen var en brik som åbnede døren til mit værelse og til hoveddøren i den bygning vi boede i.

Solen skinnede da vi ankom og det var en dejlig sommerstemning. Det var et hyggeligt værelse jeg havde fået og endda med fjernsyn. Jeg pakkede hurtigt ud da jeg skulle skynde mig over til undervisning. Inden jeg forlod mit værelse dobbelttjekkede jeg at alle knapperne var knappet i uniformen, baretten havde jeg den ene hånden, blok og blyant i lomme, en Pepsi Max i den anden hånd og så gik jeg ud ad døren.

I det sekund jeg lukkede døren vidste jeg at der var noget galt. Jeg begyndte at lede panisk i mine lommer, men nøglen var ingen steder at finde! Jeg endevendte min uniform men den var pist væk. What to do? Der var jo lige som ikke rigtig en reception jeg kunne henvende mig til og der var ingen rengøringsdame på gangen som kunne hjælpe mig, så jeg havde ingen andre muligheder end at stile mig frem og sige " Undskyld, men jeg kan ikke finde min nøgle"

Jeg ved næsten ikke hvad der var værst - følelsen af pinlighed i en grad jeg sjældent har oplevet eller tanken om at weekenden lige var begyndt og skrækscenariet om at det her satte standarten for resten af weekenden.

Der var lidt snakken frem og tilbage og en "jamen-helt-ærlig-hvor-svært-er-det-at-huske-sin-nøgle" - stemning dukkede op efterfulgt af smil. Det endte heldigvis med at der blev fundet en nøgle som virkede og der på bordet i mit værelse lå nøglen og smilede til mig.

Så startede weekendens undervisning.

SMASSH er super gode forkortelser som giver mening, MEN jeg er så gammel at jeg kom til at tænke på en tv-serie som kørte hen over skærmen i 70´erne og 80´erne som hed M*A*S*H. Tv-serien var en komedie som handlede om et amerikansk felthospital under Koreakrigen.

Helt ærligt hvor svært kan det være at tale i en SEPURA grupperadio?

Vi blev udstyret med en radio og derefter spredt for alle vinde for at lære at bruge grupperadioen. Jeg havde glemt mine briller og kunne slet ikke se hvad der stod på radioen, hvilket resulterede i at jeg fik trykket på alle de forkerte knapper. Jeg forsøgte at overbevise alle omkring mig at der var noget galt med min radio (vel vidende at det kun var mit syn der var noget galt med) men heldigvis havde jeg en god sidekammerat som fik fikset min radio.

Mig ud under åben himmel, alene og med en SEPURA. En kombi som nok ikke er den bedste.

Her stod jeg så og var rimelig kæk med den holdning at enhver kan da tale i en radio. Det er faktisk let og meget ukompliceret at tale i radioen. Tænk over hvad jeg vil sige, tænd for radioen og tal, men af uransagelige grunde, så lød mine meldinger som ".....støj....her er.....støj......skift" og ved de rigtige gode meldinger fik jeg sagt "......skfiter, roger over, copy that!" Andre gange fik jeg slet ikke givet besked om "Modtaget slut" Og værre blev det da vi fik opstillet vores først AKP og der skulle kommunikeres med tal. Jeg er fra bankverdenen og tal er min bedste ven - bare ikke når det drejer sig om grupperadio. Det gik helt galt og af hjertet tak for den tålmodighed jeg blev mødt med.

På vej til AKP. (Bemærk venligst lige hvor gode venner jeg er ved at blive med diverse forkortelser. Adgangs Kontrol Post.....jeps jeg er helt med nu)

Jeg smiler og det gør jeg fordi jeg nyder hvert et sekund! Ja det er hårdt, ja det er svært, ja 16 timers undervisning i træk er lang tid for mig, ja jeg bliver i den grad udfordret på min manglede fysiske form, ja jeg er alderspræsident (årgang 1971) og ja jeg blander "RØR" og "RET" sammen.

Men jeg suger alt viden og læring til mig og selv om at jeg ofte er på dybt vand (faktisk vanvittig dybt havvand!) så vil jeg det her så meget at fordi det er sjovt, spændende og i den grad en personlig udvikling. I mit civile liv er jeg vant til at være i en verden hvor hierarki, den rigtige uddannelse og høj anciennitet er dagsorden men her - akkurat som i min eskadrille 272 - blev jeg mødt af mennesker som havde et åbenlyst stort ønske om at hjælpe mig godt til rette, en oprigtig interesse i at jeg havde det godt, de udviste en stor glæde over at jeg ønskede at være en del af et flyverhjemmeværn - et flyverhjemmeværn som har været del af deres liv i mange år. Jeg elsker at lytte til alle deres vidunderlige anekdoter og historier og når jeg lytter til dem så ville jeg nogle gange ønske at jeg selv havde være der.

Jeg er ved at være en gammel dame og der skal efterhånden meget til før jeg bliver imponeret men jeg er oprigtig imponeret over det engagement jeg oplever. Måske er det bare fordi jeg har været i en anden verden de sidste 30 år, men jeg er stolt af blive uddannet og trænet af andre som viser mig deres smittende engagement. Et engagement som jeg med tiden vil videregive til andre.

Der er en humor som jeg er helt vildt med. Den har ingen grænser og den går langt, men den gør det på en kærlig måde. Der bliver talt hårdt, der bliver hævet stemmer og der bliver kontant irettesat, men alt sammen på en måde som gør at der ikke sætter sig hos mig, men at jeg forstår irettesættelsen straks og jeg ved at jeg skal lære af den.

Det jeg oplevede i de to weekender var en kombination af spændende lærdom, personlig udvikling og krav om at bestå prøverne og samtidig så lå der en sprudlende herlighed hen over stemningen. Og den stemning blev skabt af de mennesker som havde ansvaret for weekenderne. Jeg er slet ikke i tvivl om hvad de forventer og forlanger af mig og på trods af at jeg lavede noget mærkelig ting og sagde nogle akavede sætninger, så blev det irettesat på en ordenligt måde - det blev gjort med respekt for at jeg er "nybegynder" Men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om at jo mere jeg lære og jo længere jeg når i uddannelsen jo flere og større krav stilles der til mig.

Men der er langt vej endnu. I juni og august er der skydetræning og i september og oktober finder jeg uden tvivl ud af hvordan det er at lave min egen himmelseng ude i det fri, at blive vækket midt om natten og jeg har en klar formodning om at jeg allerede nu skal skrive fitnesscenter regelmæssigt i min kalender. Den eneste trøst jeg kan finde i det er, at det først bliver sådan rigtig møgkoldt efter den 1. november......eller det håber jeg i hvert fald.

Når jeg mødes med dem igen fredag den 10. juni 22 så tænker jeg ikke at vi skal pludre mere om hvornår jeg skal bruge baretten, hvorfor knapperne i min uniform skal være knappet, hvorfor støvler skal være pudset, når der er stueeftersyn kl. 07:50 så er det ikke kl. 07:45 eller kl. 07:55, at jeg er også ansvarlig for at hele mit hold opføre sig ordentligt og når jeg bliver bedt om at hente mit basis så skal jeg ikke spørge om hvad det er.